Det handler blandt andet om at sørge for, at alt dit ankerudstyr, navigationsudstyr og sikkerhedsudstyr fungerer som det skal, så der ikke opstår fejl eller ulykker når og hvis du skal bruge det. Du kan også læse om, hvad en førstehjælpskasse skal indeholde, og hvilke raketter og nødblus det vil være klogt at tage med på sejlturen. Endelig får du også nogle specielle råd til, hvordan for eksempel surfudstyret eller jolleudstyret holdes i orden. 

Ankergrejet bruger du ved fortøjning i en havn eller på en ankerplads. Ankergrejet er også en sikkerhed, du for eksempel kan bruge mod luv, hvis du går på grund. Det består af tre dele: ankeret, et kædeforfang, som hjælper med at holde skibet, og et tov eller en ankerkæde, der forbinder ankeret med skibet. Den samlede længde på dit ankergrej skal være mindst 5 gange den vanddybde, du normalt vil ankre på. 
Kædeforfanget lægger sig på havbunden, hvor det graver sig ned med sin vægt. Forfanget virker som en fjeder, der afbøder de ryk, som et skib giver, når det ligger for anker og gynger på vandet. Forfanget bør have en længde på mindst 80 procent af skibets længde.

Tovet forbinder skibet med ankeret og giver den længde og det vandrette træk, du skal bruge på dybt vandt. Tovet er lavet af treslået tovværk i et materiale, som ikke flyder – eller af flettov med blyindlæg.

"Du kan ikke have en ankerkæde uden et ankerspil

Ankerkæden er et mere sikkert – men dyrt – alternativ til tovet. I større både (over 10 meter) er det almindeligt med en ankerkæde i fuld længde. Når du sejler udenlands er det nødvending med en kæde på 50-70 meter. Du kan ikke have en ankerkæde uden et ankerspil, som man bruger til at hale ankeret hjem med – kæde og anker er for tunge til at du kan nøjes med håndkraft.

Drivanker

Drivankeret er en sejldugspose, der virker som en bremse i vandet. Du fastgør drivankeret i et ankertov eller en ankerkæde og slæber det efter din båd for at sænke farten. På åbent hav kan vind og bølger blive så voldsomme, at selv et stabilt skib kæntrer, hvis ikke stævn eller agterende bliver holdt op mod vinden. Ved at bremse bådens fart med et drivanker kan du holde kontrol over skibets retning i forhold til bølgerne.

"Du bruger også et drivanker til at stabilisere

Sejldugsposen i drivankeret skal have en diameter på cirka 10 procent af fartøjets længde. Hvis du ikke har et rigtigt drivanker, kan du knobe alt løst tovværk og grej om bord sammen og trække det efter din båd i et ankertov eller -kæde.

Du bruger også et drivanker til at stabilisere og sænke farten på en redningsflåde. 

3 forskellige ankre

Vælg dit anker ud fra bådens størrelse, og vær opmærksom på, at der er stor forskel på priserne. De tre mest almindelige ankre er: 

Selvom du med en GPS kan få oplyst din præcise position på havet hvert sekund, er kompasset stadig det vigtigste navigationsinstrument. Kompasset er en forudsætning for, at du kan holde en kurs, og du kan samtidig bruge det til at konstatere, om der er fare for at støde sammen med andre skibe. Normalt bruger man to typer kompas: Styrekompas og håndpejlekompas.

Hvis tågen lægger sig, når du er til søs, kan du hverken se land eller andre skibe – og det er svært for skibene at se dig, før det er for sent. En radar er dyr og ikke realistisk at have om bord på alle mindre fritidsfartøjer. I stedet bør du købe en radarreflektor.
I dag er alle erhvervsskibe og nogle fritidsfartøjer udstyret med en radar, der udsender elektroniske impulser, som en radarreflektor kan opfange og sende retur. Når radaren så modtager de reflekterede impulser, omsætter den signalerne til en lysplet på et skærmbillede. På den måde kan skibet med radar se, hvor dit skib ligger – og sejle udenom. 

Der er to slags radarreflektorer: de aktive og de passive. Aktive reflektorer forstærker det andet skibs radarsignal, før signalet bliver sendt retur. Derfor giver de aktive reflektorer størst sandsynlighed for at blive set. Men de er meget dyre, faktisk er prisen næsten den samme som på en radar.

Passive reflektorer 

De passive reflektorer bliver i dag solgt i talrige mere eller mindre effektive udgaver. Efter flere forsøg er man nået frem til, at de traditionelle hjørnereflektorer stadig er de mest effektive, når de er rigtigt anbragt (mindst 4 m over havoverfladen, et sted hvor mast og rig ikke skygger).

En radarreflektors reflekterende flader skal være mindst 2 til 3 gange radarsignalets bølgelængde, dvs. mellem 7 og 10 cm, for at den er effektiv.
Og så husk, at ingen reflektorer kan garantere, at du bliver set. Så søg væk fra trafikeret farvand og sejl i havn, hvis tågen lægger sig, når du er på havet.

Raketter og nødblus kalder man også pyrotekniske signaler. Dem kan du affyre, hvis din båd og besætningen er i nød, så andre skibe eller helikoptere kan få øje på dig. Du skal vælge dine lys- og røgsignaler ud fra hvor du skal sejle.   
Du har størst sikkerhed for at blive opdaget, hvis du affyrer en faldskærmsraket. Den bliver skudt mere end 300 meter op i luften, og svæver langsomt nedad i en faldskærm, mens den lyser rødt – så kraftigt, at det også kan ses om dagen. Raketten brænder i ca. 40 sekunder, og du kan se den i op til 5 sømils afstand.

Der er forskellige nødsignaler, som du som minimum bør have om bord i en fritidsbåd, alt efter hvor du sejler:

Sejler du på åbent hav, er der langt til den nærmeste redning i en nødsituation. Går det så galt, at skibet synker eller brænder, kan den eneste udvej være at komme væk i en redningsflåde.    Ved forlis kan tiden være knap, så du skal reagere hurtigt for at sikre, at alle når at komme væk fra skibet. Er du forberedt på alt det praktiske, får du mere tid til at sikre, at alle kommer forsvarligt i flåden.  Gør dig selv den tjeneste at samle en panikpose inden afrejsen – i den kan der fx ligge et søkort, kompas, GPS, dåsemad og -åbner, en VHF-radio, nødblus, en signallygte, et lommespejl og en kniv. De fleste flåder indeholder en primitiv pakke med nødudstyr, men den rækker ikke, hvis I skal være længe i flåden.  Og så er det selvfølgelig også yderst vigtigt, at der mindst er én om bord, som ved, hvordan redningsflåden skal anvendes.

Lær at bruge en redningsflåde

Inden du sætter flåden i vandet, skal du sikre dig, at udløserlinen er fastgjort om bord. Kast så flåden over bord og hiv i udløserlinen, så flåden pustes op (Vær opmærksom på, at der er to typer redningsflåder: De selvoprettende, som automatisk vender den rigtige side opad, når du kaster dem i vandet – og de ikke-selvoprettende, som skal kastes i vandet med omhu).

Træk flåden ind til skibet, og prøv at komme tør om bord. Når alle sidder i flåden, kapper du udløserlinen – husk det, ellers går I ned med skibet, hvis det synker. Kast drivankeret ud og luk flåden.

Har flåden dobbeltbund eller oppustelige vægge, pumper du dem op nu. Derefter sætter I jer så tæt som muligt i flåden – så holder I hinanden varme. Flåden er i øvrigt sikrest, når den er lukket, tør indvendig og helt oppumpet.

Når flåden er pakket sammen, ligger den i en container eller nylonsæk. Opbevar flåden om bord et lettilgængeligt sted i eller tæt på cockpittet. Og sørg for, at den er fastgjort til skibet, så den bliver på sin plads i dårligt vejr.

Sørg for, at der er livliner til alle på skibet – det er især vigtigt, hvis I skal arbejde på dækket eller sejle i dårligt vejr, hvor risikoen er stor. Livliner skal passe i størrelse og styrke, og du skal fastgøre dem forsvarligt.   

Livlinen skal fastgøres i en sikkerhedssele, der er konstrueret til denne brug. Du kan også sætte livlinen fast i redningsveste, med den rette CE-godkendelse. Disse veste har indbygget sikkerhedssele.

Sørg for at holde hagen i din livline velsmurt og i god stand, så du nemt kan kroge dig fast og fri på skibet. Sæt kun livlinen fast på steder, der kan holde til det. Der bør være beslag om bord, som er beregnet til at fæstne livlinerne – både på dækket og i cockpittet. På den måde sikrer du, at alle ved, hvor de skal hugge sig fast, hvis vejret bliver dårligt, eller de skal bevæge sig rundt på dækket.

 Vælg længden på din livline efter den sikkerhed, du ønsker. En kort line sikrer dig mod at falde i vandet, men du risikerer at blive kvæstet mod båden. Med en lang livline undgår du at komme til skade, men det kan være svært at få hevet dig om bord igen.

Om natten og i dårligt vejr

I nogle situationer er det vigtigere at bruge livline end ellers. I dårligt vejr er det nemt at falde over bord – og det er svært for resten af besætningen at se en mand i vandet, især hvis der er høje bølger. Er det samtidig mørkt, kan det være stort set umuligt at finde en, der er faldet over bord. 

Livlinen er også vigtig, når du er alene på båden, hvor der ikke er nogen til at hjælpe dig, hvis uheldet er ude. I alle tre tilfælde bør du derfor sikre dig mod at falde over bord ved at bruge livline.
Både sikkerhedssele og livline skal være CE-mærket. Det er lovpligtigt og din sikkerhed for, at udstyret holder, når det gælder.

Sikkerhedsudstyr

På søen er der langt til den nærmeste hjælp, hvis en person om bord kommer til skade. Lær derfor almindelig førstehjælp og sørg for at have en førstehjælpskasse om bord, så du selv kan kurere småskader.

I en god førstehjælpskasse er der:

• Sterile forbindinger
• Sterile gazetamponer
• Plastre
• Crepe og elastiske bandager
• Trekantede bandager
• Bandager, clips, tape og sikkerhedsnåle
• Saks og pincet
• Sterile vatpinde
• Engangshandsker i plastic
• Ansigtsmaske
• Smertestillende piller
• Termometer
• Førstehjælpshåndbog