De fleste fritidsfiskere og -sejlere ved godt, at det er sikrest at tage vesten på, men de kan have brug for en påmindelse. Sådan en påmindelse skal ikke være en løftet pegefinger, men en god snak med dig, da du er en, de kan spejle sig i, du taler deres ”sprog” og forstår deres givne situation. Med en god dialog kan du dele viden og inspirere, så sejlere og fiskere i din klub eller havn bliver mere bevidste om deres egen og andres sikkerhed, og om hvilke valg de træffer, når de begiver sig ud på vandet.
Rollen som ambassadør skal du løfte på din egen måde, så den passer til dig, og du bestemmer selv, hvad du sætter i værk som ambassadør. Du er et forbillede i lokalmiljøet og kontaktperson for SejlSikkert-indsatsen. Du er bindeleddet imellem sekretariatet og sejlerne og fiskerne, så budskabet om at sejle sikkert kommer ud og leve der, hvor det er tiltænkt.
Hvert år vil du modtage kampagnematerialer fra SejlSikkert, som du afgør, hvordan du bedst får i spil i lige netop din havn eller klub. Det kan være materialer til uddeling, ophæng eller lign. Materialerne skal bruges som samtalestartere med folk på havnen, og som en påmindelse om at sejle sikkert.