Paddel og pagaj
Det vigtigste er, at du bruger en paddel/pagaj, der har den rigtige længde til dig. Længden på en paddel bestemmes af, om du ror tur- eller kapkano og af din egen højde. I en turkano bør for-padlerens paddel ikke nå højere end afstanden fra jorden til roerens bryst, mens bagpadlerens paddel ikke bør nå længere end til hagen. Pagajens længde bestemmes af længden på dine arme og krop. Pagajen bør svare til 4 håndsbredder + 2 pagajblade + afstanden mellem dine albuer, når du løfter armene, så overarmene danner en ret linje fra albuen over skuldrene til albuen – gennem halsen.
Ned- og opstigning
Det første, du skal lære, er at komme ned i båden. Det er sværest i en kajak. Tænk altid på at have tyngdepunktet lige over kajakkens midterlinje. Bed en hjælper om at holde i båden, hvis du føler dig usikker. Ned- og opstigning sker nemmest ved en lav bådebro. Husk at have pagaj og andet udstyr liggende inden for rækkevidde. Kajakken sættes i vandet helt op ad broen. Hold med "brohånden" fast i broen og med "vandhånden" fast i cockpitspidsen. Mens du holder fast, sættes "vandbenet" ned i kajakken lige foran sædet, hvorefter vægten lægges på dette ben. Det skal gøres, så vægten går lodret ned mod bunden af kajakken, så du undgår at gå i spagat. Ellers falder du i vandet, fordi kajakken vil blive presset væk fra broen.
Når du står godt, sætter du "brobenet" ned i kajakken. Først herefter sætter du dig på sædet. Denne metode bruges til kajakker med stort cockpithul. Du kan også stige af og på ved stranden eller i vandet. Undgå blot at trække kajakken eller
kanoen helt op på strandens sand eller sten. De fleste både kan ikke holde til det; de slides tynde i bunden med risiko for, at der går hul. Ved stranden lægger du kajakken parallelt med kysten – med roret lidt udad – på et sted, hvor du står i vand til knæene. Her kan du sætte dig i kajakken, mens du har fat i cockpitspidsen og i pagajen, uden at roret beskadiges eller knækker. Skræv over kajakken lige over cockpittet på det sted, hvor du kommer til at sætte enden lige ned på sædet, når du "dumper" ned i cockpittet. Til en del kajaktyper kan man få vipperor, som kan vippes ud af vandet, når du stiger af og på i lavt vand.
At holde balancen
I kap/turkajakker skal du sidde med let bøjede ben. Du skal sidde godt, med rank ryg, og du må ikke læne dig op ad cockpitkanten. I havkajakker kan man sidde med strakte ben i nogle modeller. Kajakken/kanoen er ikke så ustabil, som den
ser ud, takket være pagajen/padlen, som giver støtte og gør det muligt at klare strømme og bølger. Dog kan kajakken klare større bølger end kanoen, fordi den er mere lukket, og det er nemt at bruge et overtræk.
Hvis du bliver usikker under roningen, kan balancen genoprettes ved at støtte pagajbladet vandret på vandoverfladen. Pas på, at bladet ikke går under vandet. Under vandoverfladen er virkningen nemlig den stik modsatte! Du kan også holde balancen i kajakken ved hjælp af
hoften. Jo mere, du slapper af, des bedre balance har du. Jo mere, du spænder i kroppen, jo højere lægger du balancepunktet, og jo sværere har du ved at holde balancen. Under roningen må du under ingen omstændigheder slippe pagajen og f.eks. bruge den ene hånd til at tage fat i kajakkens dæk eller bund; det er ganske enkelt en fribillet til en
svømmetur!
Wet Exit
Wet exit – dvs. at komme ud af havkajakken, mens den vender bunden opad – er en helt afgørende færdighed for at opnå tryghed ved roning i havkajak. Hvis du ved, at du behersker den færdighed, kan du bevare roen, hvis du vælter, eller når du eksempelvis sidder i kajakken med hovedet nedad under en grønlændervending. De første gange, du træner, er det klogt at have en hjælper stående i vandet ved siden af. Træn langsomt og kontrolleret på følgende måde:
Tip rundt og hæng med hovedet ned ad et øjeblik. Med én eller to hænder følges cockpitkanten frem til stroppen på spraydecket. Grib fat i stroppen på spraydecket og træk frem og op – dvs. ned mod havbunden – for at få det af.
Placer hænderne på cockpitkanten ca. ud for hofterne. Læn dig forover og skub kajakken op og fremad / dig ned mod havbunden og bagud. Hold benene strakte og afslappede. Med den ene hånd holdes fast i kajakken og med den anden pagajen.
Kæntring og entring
Uanset om du ror kano eller kajak, er det afgørende vigtigt, at du under kontrollerede forhold har øvet dig i at komme op igen efter en kæntring. Det vanskelige efter en kæntring er at få kajakken eller kanoen på ret køl og derefter selv komme op igen. Det kan være ganske udfordrende og kræve kendskab til nogle teknikker, der afhænger af den type kano eller kajak, du har.
Det kan stærk anbefales at følge et kursus, hvor netop dette øves. Dansk Kano og Kajak Forbunds klubber tilbyder kurser til nye roere, der afsluttes med en række prøver, som skal bestås, før kursusdeltagerne får lov at ro ud på egen hånd. En af prøverne er netop at kæntre en kajak på dybt vand, komme ud af kajakken, indfange kajak og pagaj (altid i den rækkefølge) og derefter vende kajakken og kravle om bord igen. Der er forskellige teknikker afhængigt af kajaktypen. For kanoer benyttes – pga. deres generelt større stabilitet – en helt anden metode. Fælles er, at du altid, hvis kysten er max. 150 meter væk, skal overveje muligheden for at nå land, inden du udmatter dig selv med forsøg på at komme om bord
Kajak
Den mest udbredte kajaktype er havkajakken. For at komme op i en havkajak på åbent vand, anbefales ofte en såkaldt ”paddelfloat” som hjælpemiddel. Det er populært sagt en ”svømmevest” til at sætte på det ene pagajblad. Med pagajen vinkelret ud i vandet fra cockpittet kan man bruge det pagajblad med ”paddelfloaten” som stabiliserende element ved entringen af kajakken. Der er som nævnt flere metoder til at komme op i en kajak – afhængigt af kajaktype og om du er alene eller sammen med mindst én anden, der kan hjælpe. Instruktion kan varmt anbefales og derefter øvelse. Igen og igen til det næsten er blevet en refleks.
Kano
Når kanoen er vendt – og mest muligt vand øst ud – kan de lidt mere atletiske padlere på nogle kanoer med en serie vip trykke kanoens ene ende så langt ned i vandet, at de kan hoppe op med overkroppen. Ellers kan du bruge ”en stigbøjle” til at komme om bord igen. Stigbøjlen er i sin enkleste form blot et reb med et par løkker, der går så langt ned i vandet, at du kan træde i dem som hjælp til at komme op af vandet og om bord i kanoen. Rebet fastgøres længst ude i den ene ende af kanoen for at benytte kanoens længderetning til stabilisering. Tøm gerne mest muligt vand ud, før du forsøger at kravle op. Kanoen mister stabilitet jo mere vand, der er i den, fordi vandet ved krængning vil flyde hen i den side, hvor du
kravler op.
Grundlæggende ro-teknik
Fremdrift
Der findes forskellige skoler indenfor ro-teknik, men vi viser og gennemgår i det følgende det, der kaldes for havkajakstilen. Taget i havkajakstilen er en form for minimumstag og kan varieres gennem pagajvinklen, varierende rotation i overkroppen og gennem brugen af fodstøtter. Når du som begynder arbejder med ro-taget, er det vigtigt at give dig god tid til at eksperimentere og indøve taget som en rutine. Men pas på ikke at indøve de fejl, der er beskrevet lidt senere i dette afsnit. Det er fejl, der medfører skader. Et ro-tag består af en isætningsfase, en trækfase og en afviklingsfase.
Isætning
Der roteres i hoften og skulderbæltet samtidig med, at trækarmen strækkes frem. Pagajen føres frem i lav højde og får fat i vandet ca. 15 cm ud fra kajakken. Trækarmen føres frem i højde med solar plexus og skubarmen er i højde med eller under skulderen. Pagajens vinkel i forhold til vandet er under 45°.
Trækfase
Bladet er helt dækket af vand. Trækarmen trækker pagajen parallelt med kajakken. Samtidig skubbes mod fodstøtten i samme side som trækarmen. Skubarmen skubber frem mod spidsen af kajakken cirka i brysthøjde. Skuldre og hofter roterer en smule i bevægelses-retningen. Hele ro-taget foregår i lav højde. Det er vigtigt at pagajen bevæger sig parallelt med kajakken under det meste af taget. Pagajens vinkel i forhold til vandet er nu ca. 45°.
Afvikling
Taget afsluttes cirka ud for hofterne. Den lette rotation samt begyndelsen på isætningen i modsatte side fører pagajbladet op af vandet. Jo mere roeren roterer i hofte/skuldre, jo lettere kommer bladet op af vandet.
Typiske fejl
- Pagajen roteres/vrides ved hjælp af håndleddet. Det kan give alvorlige skader.
- Dårligt fæste i kajakken – herunder manglende brug af fødderne – giver formindsket overførsel af kraft fra pagaj til kajak.
- Manglende rotation i overkroppen betyder, at der kun roes med armene.
- Der skubbes og trækkes ikke samtidig.
- Skubhånden er over øjenhøjde og/eller trækhånden dyppes i vandet.
- Der holdes hårdt fast i pagajen. Slap skiftevis af i tommelfinger og øvrige fingre ved henholdsvis træk og skub.
- For kort tag igennem vandet.
- For langt tag igennem vandet. Sådan et slutter typisk langt bag cockpittet.
- For smal eller for bred fatning på pagajen. Mellem dine tommelfingre skal der være en afstand svarende til cirka din skulderbredde.
- Pagajen sættes for stejlt i vandet. Det er
især uhensigtsmæssigt i sidevind.
- Få instruktion om padleteknikker www.kayakpaddling.net
Drejning
For at dreje kanoen/kajakken, skal du bruge et sweep-tag. Sæt pagajen i vandet langt fremme. Begynd først taget, når bladet er helt i vandet. Før så padlen/pagajen i en cirkulær bevægelse. Armen, der trækker, skal være strakt under hele taget. Den anden arm holdes tæt på kroppen. Udnyt kropsrotationen og pres med ben og knæ i samme side, som der trækkes. I kano kan forreste og bageste roer udføre taget modsat; det bevirker, at kanoen drejer "på en femøre".
Der er visse lighedspunkter mellem kano- og kajakteknikkerne; den store forskel ligger i retningsstabiliteten. Kanoer, der padles af en og to roere, har tendens til at svinge meget. Dette kan undgås ved at benytte det såkaldte J-tag. I større bølger og vind kan man bruge stormroning, hvor den øverste hånd aldrig kommer over brysthøjde – pagajen sættes i vandet længere fra kajakken, og man tager kun små, korte tag, alt efter vindens og bølgernes styrke og størrelse. På den måde bliver man ikke så nemt væltet.